Kommende events:
Herunder events der afholdes i Apocalypse MC i nær fremtid:
OBS OBS OBS!!!
Som noget helt nyt har klubben nu kun åbent 1. fredag i hver måned. Denne fredag kalder vi First Friday.
De øvrige fredage er Private Night i klubben, hvilket vil sige kun for medlemmer.
Døren vil være låst på alle fredage, på nær First Friday.
Dette får ingen indfyldelse på Biker-Camp, hvilket betyder man stadig kan komme forbi med telt og benytte vores udendørs faciliteter. Ring blot i forvejen, så vi ved hvem du/I er, som ønsker at gæste os.
L&R Sec/Web
APOCALYPSE MC
HUSK AT DER ALTID ER MULIGHED FOR OVERNATNING. MEDBRING BLOT ET TELT.
Afholdte events:
APOCALYPSE EUROPE RUN 2010:
Så er den overordnede plan for EUROPE RUN 2010 så småt ved at være på plads.
Deltag evt. i debatten på "FRIENDS OF APOCALYPSE MC" på facebook, hvis du har forslag til afstikkere på ruten, eller gode idéer i det hele taget.
Det bliver selvsagt svært at gøre kæmpesuccésen fra 2009 om igen, men intet skal forhindre os i at gøre forsøget.
Husk der stadig er åbent for tilmeldinger til turen... Er man lidt i tvivl om det nu også er noget man kan/vil afse tid til, så læs beretningen fra turen i 2009, længere nede på siden her. Den burde fjerne al tvivl.
Der er afrejse fra klubben Fredag d. 21. Maj kl. 9.00.
Vi kører direkte til HH-Altona (Hamburg), og tager biltoget kl. 16.55 mod Verona.
Ankomst i Verona er Lørdag d. 22. Maj om morgenen.
Herunder ses turen i hovedtræk:
-Verona
-Riva den Garda
-Lugano
-Passo del San Bernadino
-Davos
-Levigno
-Merano
-Innsbruck
-München
Vi regner med 5 overnatninger undervejs (+1 overnatning i toget til Verona, samt 1 overnatning i toget hjem)
For dem der ikke tager med på turen skal det nævnes, at klubben selvsagt stadig vil være åben for gæster. Det er endnu uvist hvem der taber lodtrækningen om at blive hjemme og passe klubben.
KICKSTART:
D. 13.-14.-15.-16. Maj
Lad os starte foråret for fuld gas!
Start: Torsdag d. 13. Maj kl. 16.00
End: Søndag d. 16. Maj
Bikers, babes, beer and burnouts!
Live bands, strip and lots of fun!
Tilmelding kan ske her på siden, eller på FB.
JULEFEST:
Så er det tid til den årlige Julefest i Apocalypse MC.
Igen i år, har vi forberedt en uforglemmelig fest.
Tilmeldinger kan sendes til os under fanen "kontakt", eller på facebookgruppen "FRIENDS OF APOCALYPSE MC".
Man kan sagtens møde op uden tilmelding, men chancen for at der vil være mad til alle, vil selvsagt være reduceret.
Datoen er den 5. December 2009
Dørene åbnes kl. 18.00
VEL MØDT!
RINGRIDNING:
Igen i år holder vi den formidable fest i forbindelse med ringridning i Sønderborg.
Mød op til årets absolutte højdepunkt, hvor vi får besøg af de søde sønderjyske ridepiger!
Der vil være helstegt pattegris, chili con carne, bajere, booze og meget meget mere!
Datoen er fredag d. 10. Juli, og dørene åbnes kl. 18.00 Vi bliver ved et par dage, eller til vi ikke længere kan stå.
SANKT HANS FEST:
Traditionen tro, fyrede vi en kæmpe fest af weekenden efter Sankt Hans, helt nøjagtig d. 26. Juni 2009.
Der kom en masse gæster og venner af klubben, og hjalp os med at gøre denne aften/nat helt uforglemmelig.
APOCALYPSE EUROPE RUN 2009
Så blev Apocalypse MC's første udenlandske RUN "APOCALYPSE EUROPE RUN 2009" afholdt. Og hvilket RUN! Godt nok var vi kun 3 medlemmer afsted, da 2 medlemmer måtte springe fra i sidste øjeblik. Alligevel blev dette RUN blændende! 9 dage med høj sol, godt kammeratskab, kolde øl (enkelte varme også), god stemning og højt humør. Dette RUN bliver i sandhed svært at gøre efter til næste år. Herunder er webmasters korte referat af turen. Desværre har vi jo en politik der forbyder billeder af nogen art på siden, men lige i dette tilfælde er det faktisk lidt ærgeligt, for der er virkelig taget nogle rigtig fede biker-billeder undervejs. Til dem der rigtig gerne vil se billederne, så vil de køre på storskærm i klubben om fredagen. Kig ind og se med!
Der er sandsynligvis 3 forskellige beretninger fra turen, omend de må ligge meget tæt op ad hinanden.
Her er webmaster Puto's beretning set fra sadlen på sin custom Nordland Harley.
Beretningen vil ligge på siden til læsning af alle interesserede, og vil derefter blive slettet fra siden, da den fylder for meget på sitet.
Torsdag d. 28. Maj, altså dagen før afgang, var afsat til at få de sidste detaljer på plads. Turen havde været planlagt flere måneder forinden, så alle havde den opfattelse, at det kun var småting det drejede sig om. Dagen startede alligevel lidt kaotisk. 1 medlem fik et jobtilbud med start om mandagen, hvilket han ikke ville takke nej til, og et andet medlem blev forhindret af anden årsag på denne dag. Dog var vi ikke i tvivl, om at turen skulle gennemføres, også selvom vi så kun blev 3 mand. Jeg havde påtaget mig opgaven at gå medlemmernes bikes efter med hensyn til olie, bremsevæske, løse skruer og bolte osv. Denne opgave skrumpede jo lidt ind med de frafaldne medlemmer, samt det faktum at Hi-Fi lige havde fået lavet fuldt eftersyn på sin bike. Tilbage var min Harley, samt Edges Rocket III. Edges Rocket er helt ny, så vi forventede ikke det store der, og da jeg pludselig fik sved på panden over en revne i gearkassen på min egen bike, så valgte Edge selv at kigge raketten efter. Pludselig var der panik, da Edge opdagede at der stort set ikke var olie på! Afsted det gik til forhandleren efter olie. Efter påfyldning og en lille køretur var der pludselig alt for meget olie! Efter et kig i den svenske manual, stod det pludselig klart, at Rocket'en benytter sig af tørsumpprincippet, og at oliebeholderen ved standsning af motoren, tømmes ned i bundkarret. Ergo manglede den altså ikke olie, oliestanden skal bare måles ved varm motor, mens olien stadig er i beholderen med oliepinden. Edge måtte derfor tømme det samme antal liter af, som han lige havde fyldt på. Til dette formål benyttede han en slange. Edge påstod han stadig kunne smage olie et par dage efter!
Revnen i min gearkasse viste sig ikke at være en revne alligevel, og bolte og andet så ud til at sidde OK. De bolte som havde for vane at løsne sig, havde alle fået en lille klat Lock-Tite. Jeg pakkede en lille dunk med benzin ned, da jeg har for vane at køre tør på de mest absurde steder og tidspunkter (dette skulle senere vise sig at være et klogt træk).
Fredag d. 29. Maj, kl. 4.15 om morgenen mødtes jeg med Edge i klubben på Dybbøl Bygade. Vi havde aftalt at mødes med Hi-Fi ved grænseovergangen i Kruså kl. 5.00. Det var pissekoldt den morgen. Allerede på turen fra Dybbøl til Kruså, begyndte min venstre hånd at sove lidt pga rystelserne fra motoren. Ikke den bedste start, men absolut ikke noget der skulle tales om. Jeg havde hjemmefra besluttet ikke at bitche over det mindste på turen. Det var tydeligt at hverken Edge eller Hi-Fi havde den store tiltro til at Harley+kører ville klare turen uden problemer. Selv havde jeg også min tvivl, men talte aldrig højt om denne. Nærmest tværtimod. Edge og jeg ventede kun i nogle få minutter, og kunne så høre Hi-Fi's 1700ccm store V-motor. Da vi endelig var samlet trak Edge en lille hilsen fra klubben op af inderlommen, i form af en lommelærke med Tequila. Hi-Fi havde også lige en hilsen med fra Rügen. Det er noget der svider håret på brystet af, en fredag morgen kl. 5.00!
Vi gjorde holdt første gang på en tankstation et sted i Ditmarsken, og fik en kop kaffe og et par rundstykker med ost. Det var stadig røvkoldt, men ellers ganske udmærket vejr. Vi havde aftalt at Hi-Fi kørte forrest, da han var den eneste med navigation monteret på biken, og vi kunne allerede nu konstatere, at han ikke var helt ubevandret i jobbet som roadcaptain. Edge kørte bagerst, og da min oppakning bagpå cyklen ikke levede op til de nyeste sikkerhedskrav, kunne han på denne måde holde lidt øje med den.
Vi nåede den første færge over Elben inden middag, og den lille tur på ca 15 minutter gik rigtig fint. Den næste lille færge over Weser gik lige så fint, og nu var det endda blevet behageligt varmt i vejret også.
Omkring 13 tiden var vi efterhånden ret sultne. Problemet var lige at finde et passende sted, hvor de serverede både øl og mad. Vi spurgte os for på en tankstation, og fik her at vide, at vi befandt os i umiddelbar nærhed af et rigtig biker sted der havde det hele. Vi kørte efter anvisningen, og kørte ind da vi så et skilt der annoncerede: Biker Motel. Vi befandt os lige udenfor en lille landsby ved navn Apen. Der var en stor parkeringsplads foran motellet, og vi parkerede vores bikes side om side med de øvrige. Selve motellet var ret imponerende. Der var stillet en masse solide borde/bænkesæt op under et stort udhæng der udgjorde indgangen til bikermotellet. Her var der også en bar, og vi blev straks hilst velkommen af motelmutter og de øvrige biker der sad bænkede omkring os. Inden vi nåede at spørge til noget, sagde kromutter: "I ligner nogen der kunne bruge en schnitzel og en flok bajere!". "Ja tak!" udbrød vi i kor. Vi satte os ved et bord/bænkesæt, og kort efter kom der øl i store krus, og lidt senere gjorde vi noget store øjne. Mutter kom nemlig med 3 schnitzler på hver 1kg. Et stort fad med pommes frites og diverse grøntsager blev plantet midt på bordet. Uanset hvor sultne vi var, så stod det fast, at det kunne vi umuligt fortære 3 mand. Samtidig gættede vi lidt på hvad sådan en omgang måtte koste. Og da regningen kom var vi lige så overraskede over den, som vi var over maden. 31 euro for Schnitzel og øl, og det var vel at mærke for os alle 3!!!
Da vi havde sundet os lidt, kørte vi afsted igen. Vi havde nu omkring 80km til grænsen til Holland. Ved omkring 16 tiden passerede vi den Tysk/Hollandske grænse. Vi gjorde holdt i den Hollandske by Groningen, hvor vi fik et par øl på en bar i centrum. Vi sad ved nogle små borde og bagte i solen en lille times tid. Herefter satte vi kursen mod Amsterdam. På den efterfølgende strækning, så vi de mærkeligste huse. De havde allesammen teglsten på den ene halvdel, og stråtag på den anden, UDENPÅ det eksisterende tegltag. Hollændere har nogle spøjse byggevaner. Strækningen på dæmningen over Waddenzee på A7 var virkelig en oplevelse. Der var en tankstation ca midt på dæmningen, og dermed midt ude i vandet, hvorfra vi har taget nogle fantastiske billeder. Det var også på dette tidspunkt vi virkelig kunne mærke vores skuldre, arme, ryg og røv!
Det sidste stykke vej til Amsterdam skulle bare overstås, og vi tog det stort set i et stræk, og kørte direkte ind til Hotellet. Det var helt perfekt, da hotellet havde en aflåst parkeringskælder i 2 dæk, hvor cyklerne kunne stå sikkert. Vi havde hver et stort dobbeltværelse med fladskærm og klima. Det var vild luxus. Det virkede helt ude af proportioner, da vi havde telt og sovepose med på turen, og i øvrigt lignede noget som intet hotel ville lukke ind frivilligt. Vi kom i boots og rygmærker, og stank af sved og benzin. Men vi nød det! Da vi havde smidt vores oppakning på værelserne, tog vi en taxa ind til byen. Her spiste vi, og senere tog vi på Excalibur, en bikerbar i centrum af Amsterdam.
Lørdag d. 30. Maj, kl. 10.00 tog vi kontakt til Rogues MC som vi havde haft lidt mailkorrespondance med hjemmefra. Desværre havde de holdt en stor fest samme dag som vi var ankommet til Amsterdam, så ingen af dem så sig i stand til at feste en dag mere... Deres tab. Vi lovede dog at lade høre fra os i bedre tid hvis vi igen skulle komme på de kanter, og vi fik udvekslet adresser og telefonnumre. Vi fik kørt en hel del i Amsterdam og i småbyerne i udkanten af byen. Vi fik også handlet lidt, og Hi-Fi købte en lille flaske Absinth på hele 92% sprit. I et butikscenter hvor Hi-Fi ville finde sig et par solbriller, blev vi passet op af to fyre. Den ene præsenterede sig som medlem af en større kendt motorcykelklub, og ønskede at kende vores erinde i Amsterdam. Da han indså vi ikke støttede en anden stor rivaliserende klub, var han noget mere imødekommende, og anbefalede os at aflægge Excalibur et besøg. Altså det sted hvor vi allerede havde festet aftenen før.
Søndag d. 31. Maj, kl. 8.00 forlod vi Amsterdam, og kørte mod den belgiske grænse. I den 6km lange tunnel under Westerschelde skete det uundgåelige. Jeg løb tør for brændstof. Det mest oplagte sted af alle. Tunnelen var nu bred nok, og delt i 2 vognbaner i hver retning. Problemet var at folk kørte omkring 100km/t, og rabatten var kun ½ meter bred. Heldigvis var folk flinke til at flette over i overhalingsbanen mens de passerede Edge og jeg. Hi-Fi, som jo egentlig klarede opgaven som roadcaptain til UG, havde dog det handicap, at hans sidespejle ikke fungerede. Det betød at han fortsatte ufortrødent gennem tunnelen. Jeg fik pakket reservedunken ud af vadsækken så hurtigt jeg kunne, og påbegyndte påfyldningen. Jeg havde dog kun 1L i dunken, og nu havde vi også til opgave at finde Hi-Fi. Vi fortsatte de sidste par kilometer ud af tunnelen, og længere fremme delte vejen sig. Stadig ingen Hi-Fi at se. Vi valgte den mest oplagte vej, og fortsatte et par kilometer mere. Endelig så vi Hi-Fi holde inde i rabatten. Ved lejlighed må han lige mindes om at forsyne biken med nogle spejle som ikke bare ser godt ud, men som også virker. Faktisk havde vi lidt svært ved at finde en tankstation der havde åbent, og da vi holdt ved nr. 2 lukkede tankstation, måtte vi sende Hi-Fi afsted med reservedunken, for at finde en tankstation der havde åbent. I mellemtiden studerede Edge og jeg mit bagdæk. Det var blevet temmeligt slidt på turen, og den ene side mere end den anden. Faktisk var det så slemt, at vi blev i tvivl om det overhovedet ville kunne holde til resten af turen! Hi-Fi kom tilbage med benzin, og vi kørte til den pågældende tankstation, og fik alle fyldt op. Vi ændrede max kilometer inden tankning fra 200km til 160km. Så burde det kunne lade sig gøre at holde mig kørende også.
1km fra den belgiske grænse, blev vi holdt ind af Hollandsk politi. De havde den store aktion igang, og havde sat mobilkontor og det hele op. Først skulle vi puste, og heldigvis var spritten fordampet på vejen. Problemet var da de så vores papskaller vi brugte som hjelme, og da de fandt ud af, at Edge ikke havde et gyldigt kørekort på sig. Historien med Edges kørekort var, at kortet var knækket for et par måneder tilbage. På grund af det sædvanlige bureaukrati, var det dog ikke lykkedes at skaffe pappet før vores afrejse. Ironisk nok, ringede hans kæreste til ham samme dag vi var taget afsted, og meddelte, at nu var kortet ankommet med posten! Nå, men tilbage til betjentene. Et manglende kørekort, gav dem muligheden for at tilbageholde hans motorcykel i Holland. En idé som vi ikke synes var specielt god. Og med hensyn til hjelmene, der var der heller ikke meget begejstring at spore. Edge fandt selvfølgelig sin lægeerklæring frem, som dokumenterede at han måtte køre motorcykel uden hjelm. Betjenten kiggede på den lap Edge havde stukket ham, og langsomt begyndte hans mundvige, som indtil nu havde vendt nedad, at pege mere opad. Samtidig startede noget der mindede om en dyb hosten, at forplante sig op gennem ham, og gik så fra en lavmælt latter til et grinen så han måtte tørre sine øjne. Han blev dog hurtig alvorlig igen, og vi fik hver især en bøde på 90 euro. Det kan være det netop var det muntre indslag, som gjorde at Edge, sammen med os andre, fik lov at køre igen, trods det at han ingen kørekort havde. Godt de ikke så mit bagdæk!
Belgien havde vi ikke haft de store forventninger til, men faktisk var det en af de flotteste strækninger vi havde på hele turen! Vi fulgte kysten helt nede ved vandet, og havde de flotte velbevarede fæstningsværker med bunkere og kanoner fra 2. Verdenskrig, på vores venstre side. Samtidig skete der igen et skift i arkitekturen, og det hele så lidt mere sydlandsk ud. Faktisk mindede landskabet en del om den franske riviera, og med det flotte vejr vi havde, skulle man også tro vi befandt os en del sydligere.
Vi havde dog fået nok af kontroller og betjente, og besluttede os for at tage Belgien i et stræk, og komme så hurtigt som muligt til Frankrig. Vi gjorde holdt i en lille landsby for at proviantere. Eftersom vi denne nat skulle sove i telt og sovepose for første gang på turen, bestod vores proviantering af dåsemad, og bajere. I Amsterdam havde Hi-Fi købt noget kogegrej, som vi kunne varme dåserne på.
Grænseovergangen til Frankrig gik helt ubesværet. Faktisk skulle man se godt efter, for alt hvad vi så, var faktisk bare et skilt, som proklamerede, at nu var vi i Frankrig. Selv var jeg ved at være helt skæv i skelettet. Jeg havde siden Edges og mine studier af mit bagdæk, lagt så meget vægt som muligt til den ene side, så jeg primært sled dækket på den side hvor der stadig kunne anes lidt mønster. Vores mål var at finde en strand ved Calais, hvor vi kunne slå vores telte op. Ca 30km før Calais, kørte vi så langt ned mod vandet som vi kunne. Dog var det ikke helt hvad vi havde ventet, og da vi så et skilt som annoncerede en nærtbeliggende campingplads, kørte vi mod denne. Da vi ankom til campingpladsen, blev vi mødt med ægte fransk gæstfrihed, eller hvis Edge skulle have defineret det, fransk arrogance af værste skuffe. Vi blev blankt afvist. Da det var ved at være sent, kørte vi lidt rundt i området, og fandt en hyggelig lille grusvej klods op ad en bygning som reklamerede med ordet: Gendarmerie, hvad det så end betyder! Vi fik teltene op, ved siden af cyklerne, og drillede Hi-Fi med hans telt som kunne gøre en neonfisk jaloux. Edges og mit telt var militær sæføli'...!
Vi fik varmet dåserne, drukket det sidste Tequila, en flok bajere, og fik et par slurke af Hi-Fi's Absinth. Shit det er sager! Det kan vække en død kamel, og slå den ihjel igen! Godnat!
Mandag d. 1 Juni, kl. 8.00 næste morgen, opdagede vi at det i virkeligheden var et stisystem vi havde forvildet os ind på. Der var joggere, og folk der luftede deres hunde. Det var tydeligt på deres udtryk, at de ikke var vant til at se 3 fuldvoksne motorcykler på deres cykelsti med tilhørende telt. Bonjour!
Vi fik pakket det hele ned, og op på cyklerne, og kørte ind til en lille by, hvor vi bestilte morgenmad på en restaurant med borde ude. Vejret var igen fantastisk.
Med mit bagdæk i tankerne, var det planen at forsøge at nå til Le Havre, hvor vi skulle med færgen til Portsmouth i sydengland, hvor vi havde fået en adresse på en dækforhandler. Jeg kørte stadig halvt liggende ud over siden på cyklen, for ikke at slide mere på den i forvejen meget slidte side af dækket. Det afstedkom nogle undrende blikke fra de øvrige bilister, men det så ud til at fungere, for dækket så ikke ud til at slides mere i den side. Inden Le Havre stoppede vi ved en meget smukt beliggende restaurant. Den lå højt, og helt ud til vandet. Vi spiste ved deres borde udenfor. Da vi fik regningen troede vi det var løgn. Vi havde fået en lille sandwich hver, og en øl, og det beløb servitricen kom med, lignede et telefonnummer! Vi skulle ud af Frankrig hurtigt - nok er det flot, men fuck det koster!
Det virkede som evigheder inden vi nåede til Le Havre, men vi nåede det, og endda i god tid. Vi var de første ved færgen, ca 2 timer inden afgang. Vi var på dette tidspunkt godt trætte. Alt gjorde nærmest ondt. De sidste 10 kilometer inden Le Havre havde vi givet den gas, ud ad en rigtig fin vej. Det var første gang i lang tid, hvor Edges og Hi-Fi's bikes kom til deres ret. De kiggede dog begge da også jeg kom blæsende forbi dem med 165km/t på Harley'en, og det var med røven, og det halve af kroppen hængende ude over siden af cyklen. Bagdækket skulle jo holde til det!
På færgen fik vi et par øl som vi drak på dækket. Vi var godt trætte, og blev kun oppe et par timer, og gik derefter til køjs i hahytterne. Vi havde 2 kahytter, og Edge og jeg delte den ene. Egentlig lidt luksus, da der var 4 køjer i hver kahyt. Edge faldt i søvn efter 5 sekunder, og lige så hurtigt fortrød jeg at jeg ikke havde delt kahyt med Hi-Fi i stedet. Jeg ved ikke om lyden af Edges snorken bedst kan sammenlignes med lyden af en rusten kædesav, eller en Puch Maxi uden udstødning, men jeg havde dog aldrig gættet, at behovet for ørepropper ville være størst om natten!
Tirsdag d. 2. Juni, om morgenen på færgen, var nogen rigtig friske, og andre knap så friske. Færgens højttaler havde vækket os med budskabet om at vi var ca ½ time fra land. Vi indfandt os på færgens cafeteria, til en morgenmad som ville have skabt mytteri blandt fangerne på Guantanamo! Slatten bacon, kolde spejlæg og tynd kaffe, var bare nogle af de ubehageligheder der mødtes os denne morgen på færgen tæt ved Portsmouth havn i sydengland. Hvis dette var standarden i England, ja så kunne de ligeså godt droppe indsejlingen til Portsmouth, og vende om igen. Fy for pokker! Nå, men vi havde jo et dæk at skifte, og adressen på en dækmand i Portsmouth.
Da vi kørte fra færgen virkede alt forkert. Fuck der er mange spøgelsesbilister i England! Englænderne har jo selvfølgelig valgt at trodse det øvrige Europa, samt det meste af verden, ved absolut at skulle køre i den forkerte side af vejen! Vi opdagede jo hurtigt at vores formation i kolonnen heller ikke fungerede. Nu skulle vi pludselig til at skifte pladser på vejbanen også. Pisseirriterende, meget forvirrende, og i visse situationer en lille smule farligt! Der var nogen som fik sved på panden!
Vi fandt det nærmeste indkøbscenter, og gjorde seriøst bod på den ringe morgenmad fra færgen. Der blev købt proteinbarer og sandwich, som blev indtaget sammen med velbrygget kaffe i centerets cafeteria. Herefter lykkedes det os ret hurtigt at finde dækcentret, som lå ca. 2km fra færgelejet. Da det stadig var ret tidligt om morgenen, var dækcentret selvfølgelig lukket. Vi havde stadig det gode vejr med os, og da der ikke var andet at tage sig til, smed vi os i solen, på jorden foran dækcenteret. Jeg tror vi alle var mere eller mindre væk, da den forundrede dækmand mødte ind på pladsen. Vi forklarede ham vores problem med mit nedslidte dæk. Trods det at han var overraskende venlig og imødekommende, kunne han dog ikke hjælpe os med dækket. Han var kun leveringsdygtig i bildæk, men hjalp os med at finde frem til den mest erfarne dækmand i Portsmouth. Han lå yderligere nogle få kilometer væk, og var ligeså venlig og sympatisk. Dog havde han i sine 31 år som dækmand, aldrig set noget der så meget som mindede om de dækdimensioner jeg kører med. Han mente faktisk ikke at der var nogen chance for at finde en eneste som havde mit dæk på lager, hverken i Portsmouth, eller i London. Fuck! Dækmanden trykkede lidt på dækket, og kløede sig eftertænksom i håret. "Hva', prøv lige at køre den motorcykel herind!", sagde han. Så satte han en dæktryksmåler på ventilen og pegede på nålen. Den rørte sig stort set ikke! "Godt nok har du et mærkeligt dæk, men mon ikke det virker bedre, hvis vi kommer lidt luft i det?" Han fyldte omkring 1½ bar i dækket, som nu så helt rundt ud, og viste et flot udslag på hele 2 bar på meteret!
Det viste sig faktisk, at dækket ikke blev mere slidt på resten af turen! Ikke synligt i hvert fald. Og som jeg nok må høre for længe, så skal der altså luft i dæk. Også på Harley'er! Ja ja... Mit næste bagdæk bliver et massivt truckdæk!
Dog vidste vi på nuværende tidspunkt, ikke hvor langt jeg kunne køre på dækket. Vi tog derfor en hurtig beslutning, og sløjfede turen ud til Lands End, samt det efterfølgende besøg i Bristol. Vi valgte at køre den lige vej til Stonehenge, hvor vi ville slå telt op mellem stenene. Fed idé, var vi alle enige om. Og afsted det gik.
Jeg ved ikke hvor udbredt kendskabet til engelske veje er, men uanset hvad vi var blevet fortalt tidligere, kunne det umuligt have forberedt os på den omgang tilfældig smidt asfalt, som englænderne kalder for vej. Ikke nok med at asfalten er hullet som en schweitzerost, den hælder også sidelæns, så du automatisk kører på siden af dækket. Og når du så endelig, med tungen lige i munden, og et fast greb om styret, har oparbejdet så meget mod, at du overvejer at lave overhalinger (i den forkerte side af vejen), så opdager du at midterstriberne er pyntet med centimeterhøje metalknopper med 2 meters mellemrum. Metalknopper, som når du rammer dem med bagdækket, får biken til at skride ud. Ergo, man rammer dem ikke! Så lige for at opsummere; kørsel i England kan beskrives således: Du kører i sik-sak udenom hullerne i vejen, på en skråning, hvor en overhaling minder om slalom på en skibakke, med fare for udskridning. Og så skal man også lige holde øje med trafikken også, og sørge for at give fingeren på den rigtige side af bilen! Godt vi kun skulle til Stonehenge!
Da vi endelig nåede Stonehenge, havde de engelske veje forplantet sig til samtlige muskler i kroppen. Jeg tror virkelig englænderne laver vej ved at hælde flydende asfalt ud fra en flyver, og efterfølgende glatte den ud med en kampvogn. Det eneste positive, er nok at folk overholder fartbebrænsningerne. Dog skal der en hel del mere til at ødelægge det gode humør på sådan en tur. Englænderne havde ellers gjort et rigtigt godt forsøg ved Stonehenge også. De har nemlig hegnet hele Stonehenge inde, og tager entré, for at komme lidt tættere på stenene. Tænk hvis nu folk rører ved stenene, så er de bliver slidt, eller måske et lille barn kommer til at vælte noget. De er sindssyge de englændere!
Det var tydeligt at vi ikke kunne slå telt op mellem stenene, og faktisk gad vi slet ikke være på stedet et minut længere, så vi kørte videre ad de skønne veje, i håbet om at finde et godt sted at slå teltet op for natten.
Efter et par timers kørsel, og dvs, ca 40km længere længere nordpå, fandt vi en campingplads. Ikke det værste sted endda. Der var fiskesø, træningscenter, svømmehal og alt muligt andet. Ikke noget vi benyttede os af, men imponerende alligevel. Vi slog teltene op, og Hi-Fi afmærkede territoriet ved at lade hans bike grave sig ned i plænen. Vi havde pladsen for os selv! Vi lånte et borde-bænkesæt som stod mellem to campingvogne i nærheden. Vi grillede kylling, svinekoteletter og pølser; drak øl, G/T's, og resten af Hi-Fi's Absinth. Senere lavede vi bål på bordet. Det var pissehyggeligt, og blev ret sent.
Onsdag d. 3. Juni, vågnede vi temmelig sent. Jeg var forbi svømmehallen, som dog ikke ville lukke mig ind uden jeg først meldte mig ind som medlem. Glem det! Jeg ville i vandet, ikke stå og udfylde papirer! Da vi endelig forlod campingpladsen, var det nær gået galt. Vi var langt ude på landet, og vi havde kørt et par kilometer i den forkerte side af vejen. Vi opdager det tydeligvis ikke med det samme, og vi har sandsynligvis tænkt det samme alle 3. Hvad helvede laver den idiot i den forkerte side af vejen! Jeg nåede lige at se mandens ansigt, inden vi nærmest kastede cyklerne til venstre for at undgå kollisionen. Han var kridhvid!
Indtil nu havde vejret været strålende. Faktisk havde der på hele turen ikke været så meget som en sky på himlen. Det ændrede sig da vi kørte ind i London. Der var overskyet og trist, men heldigvis ingen regn! I London har de tydeligvis bedre styr på at lægge asfalt, men faktisk er det et spørgsmål om pest eller kolera. For i London er trafikken så voldsom og tæt, at du det meste af tiden har begge fødder plantet direkte på den fine asfalt. Jeg kiggede på Edge. Det var tydeligt at han allerede nu, hadede London.
Endelig kom vi til Greenwich, og Hi-Fi, vores nu efterhånden meget rutinerede road-captain, svingede ind på en parkeringsplads foran et typisk engelsk forstadshus, som skulle forestille det Bed & Breakfast vi havde bestilt værelse på. For det ikke skal være løgn, så kom Bill Cosby os grinende i møde. Man skulle faktisk tro manden aldrig havde set en motorcykel før. Han nærmest hoppede op og ned, og udtalte at det var en kæmpe drøm for ham, engang at suse ned ad gaden på en Harley. Selvfølgelig var det ikke Bill Cosby, men manden var neger, var læge, endda klædt i kittel og det hele, og så talte og grinte han nøjagtig som Bill Cosby. Det viste sig vi var kørt ind til nabohuset, en klinik for plastikkirurgi.
Edge var ikke begejstret for at lade sin Rocket stå på gaden i London. Også selvom Greenwich skulle være en af de mere rolige områder af London. Jeg er nu heller ikke sikker på ham lægen ville kunne holde snitterne, hvis cyklen stod ubevogtet med nøglen i tændingen. Det hjalp selvfølgelig heller ikke på det da vi skulle have scannet vores fingeraftryk til den automatiske dørlås, og vores værtinde sagde at det ikke var nok at scanne én finger. Det kunne jo ske vi fik hugget netop den finger af i byen, så kunne vi jo ikke komme ind! Edge var ikke et minut i tvivl. "Jeg skal have en lås til min bike nu! De er jo sindssyge i London!" Vi fandt en lokal D.I.Y. (på dansk=skrammelbutik), og Edge købte den største kæde de havde, og den største hængelås, OG en skivebremselås, - just in case..., you never know, og alt det der.
Med Edge beroliget, tog vi på jagt efter en bikerbar! Og det er faktisk ikke helt nemt i London. Faktisk brugte vi 3 dage på at finde ud af der slet ikke findes nogen bikerbarer i London. Det nærmeste var faktisk Ace Café, på North Circular Road, hvilket alligevel ikke var helt det vi søgte. Til sidst lykkedes det dog alligevel. Vi vidste der fandtes et charter af en kendt større bikerklub i London. Vi satte os i en taxa, og bad om at blive kørt til stedet. Taxaen satte os af, og taxameteret viste i omegnen af 30 pund. Alligevel sagde taxachaufføren, at turen var på hans regning. De er skøre de englændere! Vi var blevet sat af ved en helt mørklagt bygning, og et øjeblik troede vi alligevel at taxachaufføren havde snydt os. Muligvis havde han ikke kunnet huske adressen, og ikke turde sige det til os. Det ville jo forklare den gratis tur. Vi kiggede lidt nærmere på bygningen som taxachaufføren havde udpeget, og så at alle vinduer var lukket til med træskodder. Der var ingen tegn på liv i bygningen. Da vi kiggede nærmere på den svære trædør, hvor dørhammeren var prydet med et dødningehoved, var vi dog ikke længere i tvivl. Vi tog fat i dørhammeren, og bankede på. Døren blev efter et halvt minut lukket op på klem. En mand stak hovedet ud, og spurgte hvad vi ville. Vi forklarede vores erinde. "Et øjeblik, sagde manden", hvorefter manden lukkede døren i igen. Efter et minut, blev døren lukket op igen. Denne gang på vid gab, og vi blev inviteret indenfor. Manden forklarede at der ikke var åbent for andet end medlemmer på den pågældende aften, men at de ville gøre en undtagelse for os. Det blev en rigtig fed aften, med god stemning og hygge. Og bedst af alt, endelig var det lykkedes at finde rigtige bikere i London!
Lørdag d. 6. Juni havde vi alle fået nok af London. Fin turistby, men en lorteby for bikere! Det var faktisk som om det næsten regnede lørdag morgen da vi skulle afsted, men hvad det end måtte have været, så var det væk i det øjeblik vi forlod London. Igen skinnede solen, og vi havde kun nogle få sidste kilometer af de elendige engelske veje tilbage, på strækningen mod færgen i Harwich. Der opstod let panik, da vi fandt ud af vi manglede reservationerne til færgen. Uden dem, var det ikke sikket vi kunne komme om bord. Det viste sig dog ikke at være noget problem alligevel. Vi kom om bord på færgen, og gik en hurtig runde, efter vi havde surret cyklerne fast, og smidt vores oppakning i det hul i væggen de kalder en kahyt. Færgen var større end den vi var kommet til England med. Der var et lille indkøbscenter, et cafeteria, en restaurant, en bar og lounge med en lille scene. En skotte, hvis navn jeg ikke husker, skulle optræde med guitar og sang. Der var meget blandede typer der var med på færgen, men generelt kunne vi mærke en vis afstandtagen fra alle. Alligevel fandt vi en del ligesindede som vi festede med hele natten. Herunder også den skotske sanger, samt nogle lidt ældre bikere, nogle hippier og et svensk kærestepar.
Søndag d. 7. Juni. Den havde ikke fået for lidt om natten, og da vi viste os tidlig på eftermiddagen, hilste alle på os. og kunne endda vores navne. Vi må have gjort et godt indtryk på dem. De vinkede faktisk til os da vi kørte fra færgen. Enten havde vi gjort et godt indtryk, eller også var de bare glade for at vi nu endelig forsvandt!
Vi blev enige om at vi ikke gad gøre det store nummer ud af strækningen fra Esbjerg til Dybbøl. Den skulle bare overståes så hurtigt som muligt. Da jeg var det svageste led på Harley'en, blev jeg udnævnt til roadcaptain på den sidste strækning. Nu var chancen for at vise at Evo'en altså sagtens kunne æde nogle hurtige kilometer også. Problemet var bare det nedslidte bagdæk, som jeg ikke helt kunne se bort fra. Men fuck det, vi skal bare fremad, og 47 minutter senere var vi i Aabenraa, hvor vi skiltes med Hi-Fi, som fortsatte til Flensburg.
Tilbage i klubben blev vi modtaget med udstrakte arme, af de øvrige medlemmer. Vi var trætte, men ivrige efter at fortælle om alle vores oplevelser, både dem der står i denne beretning, samt alle dem vi ikke kan offentliggøre her. Billederne blev overført fra kameraet, og vist på fladskærm. Her et par uger efter hjemturen, dukker der stadig nye historier op. Bestemt en tur vi kan leve højt på, indtil næste tur, Apocalypse Europe Run 2010!
-SLUT-
APOCALYPSE EUROPE RUN 2009
Apocalypse MC starter sæsonen med et fedt RUN. Vi starter fra klubben på Dybbøl Bygade 46 i Sønderborg, og kører derfra sydpå mod Amsterdam. I Amsterdam overnatter vi et par nætter. Derefter går turen langs kysten, med overnatning i Calais, videre til Le Havre i Nordfrankrig. Fra Le Havre tager vi færgen til Portsmouth. Fra Portsmouth kører vi til Plymouth, gennem Bristol, forbi Stonehenge og derfra til London. Vi overnatter et par nætter i London. Derfra kører vi til Harvich, hvorfra vi tager færgen til Esbjerg. Fra Esbjerg går turen atter hjem.
Vi har store forventninger til turen, og glæder os til at møde mange ligesindede bikere undervejs.
Hvis der skulle være interesserede, som synes det kunne være fedt at gøre os selskab under turen, er I velkomne til at skrive en besked til os på siden her. Man financierer selv brændstof, mad, evt overnatning og færgeovergange. Vi planlægger at overnatte ved ligesindede klubber undervejs.
Turen starter d. 29. Maj 2009.
Nedenfor er der en mere detaljeret rutebeskrivelse.
Apocalypse MC Europerun 29th of May to the 7th of June 2009
Dag 1. Sønderborg 29. maj kl.5.00 (ca.650 km)
Rute nr.: 8 (DK) – 200 (D) – 5 – 431 – 495 (færge over Elben) – L116 – L119 – L120 – L118 – L135 – 212 (færge over Weser) – 437n – 437 – 436 – E22 – A7 (NL) – Igennem Groningen – N370 – N355 – N383 – A31 – N31 – A7 – A10 – Amsterdam
Dag 2+3. Amsterdam 31. maj kl.7.00 (ca.385 km)
A4 – N468 (færge over Nieuwe Maas) – N57 – N661 (færge over Westerscheld) – N675 – N376 (BE) – N49 – N359 – N34 – N39 – D601 (F) – D940 – Calais
Dag 4. Calais 1. juni kl.7.00 (ca.275 km)
D940 – D119 – D940 – D925 – D75 – D68 – D925 – D79 – D68 – D5 – D79 – D925 – D940 – D211 – D11 - D940 – Le Havre (færge over Den Engelske Kanal med LD-Lines afgang kl.23.00)
Dag 5. Portsmouth (UK) 2. juni kl.6.15 (ca.460 km)
A3 – A27 – A3025 – B3039 – A3057 – A3024 – A35 – A351 – A352 – A353 – A353 – B3157 – A35 – A3052 – A376 – M5 – A38 – A380 – A381 – A379 – B3240 – A374 (færge over Saint John´s Lake) – B3247 – A387 – B3253 – A387 – (fra Trelaske over til Fowey via færge Bodnnick-Fowey) – B3269 – A3082 – A390 – A39 – A394 – A30 – Land´s End
Dag 6. Land´s End 3. juni kl .7.00 (ca.350 km)
A30 – B3306 – A3074 – A30 – A3075 – A3058 – A3059 – A39 – A361 – A399 – A39 – B3234 – A39 – A38 – A370 – Bristol
Dag 7. Bristol 4.juni kl.7.00 (ca.215 km)
A4 – A36 – B3111 – A367 – B3110 – A36 – B3414 – A36 – B390 – A360 – Stonehenge (ca.80 km) – A303 – A343 – A3093 – B3400 – A340 – A30 – A4 – A302 – London City
Dag 8+9. London 6. juni kl.7.00 (ca.150 km)
A13 – A130 – A12 – A414 – B1022 – A134 – A137 – B1352 – A120 – Harwich (færge til Esbjerg med DFDS Seaways afgang kl.17.45)
Dag 10. Esbjerg 7. juni kl.13.15
Stumpemarked i Fredericia 2009
7. Februar var vi til Stumpemarked i Fredericia.
Vi benyttede lejligheden, og fik uddelt flyers med info om vores Biker-Camp.
HMT Hamburg
24. - 25. Januar besøgte vi MC-Messen HMT i Hamburg.
Selve messen var lidt skuffende, og flere sagde da også, at messen ikke var hvad den plejede at være.
Til gengæld fik vi en rigtig fed bytur ud af det. Vi festede hele natten på THE OTHER PLACE i Hamburg (St. Pauli).
Tak til Dirty Harry for en rigtig fed aften/nat.
Så blev julefesten 2008, i Apocalypse MC afholdt!
Dagen derpå, sidder vi en 4-5 stykker i klubben og nikker alle i erkendelsen af, at årets julefest har været en absolut succés!
Rigtig god stemning hele vejen igennem. God musik, flot strip-tease, LIDT (for) højtspillende liveband som virkelig gav den hele armen!
Det ser ud til alle der har været med, allerede glæder sig til næste års julefest i Apocalypse MC.
Apocalypse mc inviterer til julefest
Julefest d. 6 December 2008
- Live musik
- Striptease
- Party
Dørene åbnes kl.15
apocalypse mc - a brotherhood for life
